Selvhjælp Sydvest har modtaget en bevilling på 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til projekt Synlig Selvhjælp. Indsatsen skal synliggøre selvhjælpsarbejdet, vise mangfoldigheden i foreningen og udbrede kendskabet til det frivillige arbejde.

Synlig selvhjælp – portræt af Sol Jensen
Fra jeg træder ind af ad døren hos 39-årige Sol Jensen, stiller hun interesserede spørgsmål til mig, om det vi skal i gang med, hvad jeg laver, og hvorfor jeg vil snakke med hende. Denne nysgerrighed på andre og på livet er et gennemgående træk i vores samtale. Det er svært at forestille sig, at dette meget levende og engagerede menneske på den anden side af bordet mange gange har givet op på livet. Det er en af hendes pointer, at man ikke kan se, hvad der ligger bag ved, de mennesker man møder, og at det ikke er farligt at finde ud af det. Da hun var 21, kom hun på førtidspension som en kulmination af anoreksi, mobning i skolen, at være et supersensitivt barn og en onkels selvmord. Herefter brugte hun med sine egne ord ti år af sit liv på at sove.

En helt almindelig dag vågnede hun op og tænkte, at hun ikke havde tid til at være syg længere. Hun startede ud med at overraske sig selv ved at tabe 35 kilo, kilo hun havde taget på efter mange års brug af medicin. Siden har hun troet på, at hun kan gøre de ting, hun sætter sig for. Hun opdagede en iboende interesse for andre mennesker, og har siden brugt den til bl.a. at blive besøgsven i fængsler og at give sig i kast med en uddannelse som psykoterapeut, som hun er i gang med på andet år. Hun er også i gang med at udforske den spirituelle del af sig selv, både som clairvoyant og healer. Healing er ellers noget hun altid har haft en modstand på, men nysgerrigheden vandt, og fik hende til at undersøge, hvorfor det var sådan. I dag griner hun af det, og er virkelig glad for at have lært healing. “Jeg er den første til at indrømme, ‘Gud, jeg tog fejl, det er fandme vildt’. Det synes jeg er hyggeligt.”

Vi er jo bare mennesker
Sol har kigget på de mørkeste sider af sig selv, og bliver ikke bange, når hun møder det hos andre, for hende er de en del af livet. Derfor skræmmer det hende ikke at sidde overfor de hårdeste kriminelle: “De er jo bare mennesker. Når man snakker med dem i ganske kort tid, så finder man ud af, at de er ligesom mig. De har bare ikke haft samme barndom, de har været nogle andre ting igennem. Det sætter ting i perspektiv for mig – at se hvor forskellige mennesker er.” Hun prøver at være steder, hvor hun kan give noget tilbage til samfundet, og sætte sig i andres sted, og rumme dem. Det er også grunden til at hun har meldt sig under fanerne hos Selvhjælp Sydvest. Hun er stadig en af de nye, og er meget taknemmelig over det, hun er med til: “Jeg får meget ud af at lytte, og er glad for, at jeg må høre deres historie. De er gode til at respektere hinanden og snakke sammen. Mennesker er gode, når de virkelig er gode, og når de vil det samme, bliver jeg stolt.”

Det kan dog godt være lidt af en prøvelse at lade være med at dele ud af de guldkorn, hun selv har samlet ind gennem tiden, og hun må af og til bide sig selv i tungen for ikke at gøre det. For hun ved, at det ikke er hendes opgave, medmindre hun bliver spurgt til det.

Når hun kigger på sit liv, ser hun sin egen barndom, som grobund for den hun er i dag. “Vi har altid brugt meget tid på at rumme forskellige mennesker. Mine forældre er lidt ligesom mig, ‘sæt folk fri’, og det samme er min søster. Jeg tror bare, jeg er gået lidt til yderlighederne.” griner hun. Hendes far har altid haft tiltro til hendes evner, og den har hun bragt videre “Nogle gange ved folk ikke selv, hvor meget de kan.” Men hvis der er nogen, der kan indgyde den tro, så er det Sol, der i al sin livsglæde, frygtløshed og ydmyghed er et levende bevis for, at nogle gange, så kan man, hvad man vil.

Af Ditte Madvig Evald, U-story
www.u-story.dk