Når børn blomstrer
– fordi alle børn har brug for at føle sig værdifulde
Når børn blomstrer
– om at blive styrket i fællesskabet og individuelt
Trivselsgruppen er et trygt og sjovt fællesskab, hvor du mødes med andre børn og unge, der også oplever, at livet kan være bøvlet indimellem.
Hvad laver vi i trivselsgruppen?
I trivselsgruppen deler vi vores tanker, oplevelser og erfaringer med hinanden. Det kan være rart at mødes med nogen, som står i samme situation, og du vil opleve i gruppen, at du ikke er alene. Vi støtter og hjælper hinanden.
Vi vil også blive klogere på os selv og mere glade, da vi skal lære om de mange styrker,
vi har indeni. Styrkerne er lidt som superkræfter. De kan hjælpe os med at håndtere svære situationer og lære os noget om, hvordan vi kan sige fra over for dem, der fx mobber eller behandler os på en måde, som vi ikke ønsker.
Og der er ingen, der kan tage styrkerne fra os, de er nemlig vores egne. Undervejs lærer vi at se os selv i et meget mere positivt lys. Vi blomstrer op!
Det praktiske
Vi er typisk mellem 4-8 børn i en gruppe, 2 voksne gruppeledere og i starten en ansat fra RessourceDetektiven, som forbereder forskellige øvelser og aktiviteter.
Vi mødes én gang om ugen i halvanden time, 10 gange i alt. Gruppen sammensættes efter alder/klassetrin, så vidt det er muligt.
Tavshedspligt
Der er tavshedspligt i gruppen, så du kan fortælle lige præcis det, du har lyst til. De ting, vi taler om i gruppen, bliver i gruppen.
Gruppen er noget for dig, hvis…
– du er i skolealderen
– du har brug for nogen at tale med
– du vil være en del af et fedt fællesskab
– du kan lytte til andre børns historier
– du vil have det sjovt
– du vil lære dine superkræfter at kende
Tidspunkt: | Vi mødes typisk om eftermiddagen |
Hvor: |
Tønder eller Skærbæk |
“Jeg har lært, hvor vigtigt det er, at jeg tør være mig selv og ikke forsøge at spille teater. Jeg har fået mere selvværd på grund af styrken modig.”
Til forældre
Med trivselsgrupperne ønsker vi at skabe de bedste forudsætninger for, at børn og unge, der oplever ikke at trivses optimalt, løftes og styrkes – dels i fællesskabet, dels individuelt.
Det er et frivilligt gratis tilbud, og man skal som barn/familie selv ønske at deltage i en gruppe.
Der indhentes samtykke på deltagere og børneattest på frivillige gruppeledere/ansatte. Der føres ikke journal på barnet.