Agnete Poulsen har været frivillig i Selvhjælp Sydvest siden 2012. Hun er fra Skærbæk og har tidligere arbejdet som lærer – både på VUC, i folkeskolen og på en efterskole. I dag er hun pensionist.

Hvordan kom du i gang som frivillig og hvad motiverede dig?
“Jeg har i mange år fulgt med i Selvhjælp Sydvests arbejde og læst interesseret om det, men ikke haft tiden til at engagere mig. Men så deltog jeg i et foredrag om senhjerneskade, som foreningen havde arrangeret. Her mødte jeg en mor til en hjerneskadet dreng. Hun fik slet ikke den hjælp, hun havde behov for – og jeg fandt ud af, at jeg kunne hjælpe. Ved at dele ud af egne erfaringer, ville jeg kunne hjælpe et andet menneske. Samme aften meldte jeg mig som frivillig i Selvhjælp Sydvest. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne hjælpe denne mor, så ville jeg nok også kunne hjælpe andre.”

Hvordan hjælper du folk?
“Hvad enten jeg er tovholder på en gruppe eller har et samtaleforløb, så er mit fokus, at jeg giver ro og tid til, at deltagerne kan fortælle og forklare, hvad det er, der tynger dem. Så viser det sig, hvad vi i fællesskab kan tage fat på. Nogle gange giver jeg deltagerne en opgave, som de skal løse til næste gang, vi ses. Det giver ofte et godt afsæt til samtalerne fremadrettet. Det er også vigtigt, at vi kommer ned under problemerne, så deltagerne bliver bevidste om, hvordan de kan komme videre ved egen og/eller fælles hjælp.”

Hvad får du ud af at være frivillig i Selvhjælp Sydvest?
“Jeg kan være den person, der gør, at et andet menneske får hjælp! Jeg synes, det er fantastisk, når mennesker i krise møder op og fortæller åbent og ærligt om deres inderste problemer og private følelser. En sådan fortrolighed gør mig både taknemmelig og ydmyg. Jeg bliver bekendt med nye sider af tilværelsen og lærer om andre mennesker. Men jeg lærer også meget om mig selv, hvilket er med til at udvikle mig.”

Hvad er din bedste oplevelse som frivillig?
“Der er flere. Efter en sommerferie havde jeg en samtale med en kvinde i sorg. Hun gav udtryk for, hvor meget hun havde manglet vores samtaler i ferien. Her kunne jeg virkelig mærke, hvor vigtigt mit arbejde var for hende. Efter en anden samtale sagde deltageren til mig, idet han gik: – Hvor er det godt at få snakket om det. Jeg har det allerede meget bedre, end inden jeg kom. En anden mand igen skrev et flot takkekort efter et samtaleforløb med mig. Den slags giver energi til mere og i sådanne situationer er det en fantastisk opgave at være frivillig.”

Bliver det aldrig tungt og svært i dit arbejde?
“Jeg kan blive berørt. Og jeg kan få en klump i halsen. Sådan er det, når man kommer i dybden med svære livssituationer og sorg. Men så prøver jeg bare at fokusere på selve problemet – ser, om vi kan komme til bunds i det og finde løsninger, så deltageren kan komme igennem det. Det er mit fokus. Jeg glæder mig altid til at komme ned i selvhjælpen og snakke med folk. Der er så godt et sammenhold.”

(Uddrag fra en artikel bragt i vores nyhedsbrev i februar 2017).